Særligt om skatteret - forvaltningsret


Det er i praksis meget væsentligt at være opmærksom på, at skattemyndighederne er en del af det, som i Grundlovens § 3.2pkt kaldes den udøvende magt eller på nudansk en del af forvaltningsmyndighederne. Dette betyder, at skattemyndighederne ikke blot skal overholde alle de regler, som er indeholdt i skattelovgivningen, men at skattemyndighederne tillige skal overholde alle de almindelige forvaltningsretlige regler, herunder sagsbehandlingsreglerne i forvaltningsloven.

Også alle de uskrevne almindelige rets grundsætninger, som Højesteret har fastslået, er gældende indenfor den almindelige forvaltningsret, gælder for skattemyndighederne herunder kravet om saglig forvaltning og kravet om lighed for loven. Særligt disse to grundsætninger kan være relevante at påberåbe sig som skatteyder. Samme gælder rets grundsætningen om berettigede forventninger, som kan føre til, at der ikke kan gennemføres en i øvrigt lovhjemlet beskatning, da skatteyderen havde en berettiget forventning om en anden beskatning.

Borgeren/virksomheden skal selv påberåbe sig skrevne og uskrevne regler

Alle disse skrevne og uskrevne forvaltningsretlige regler og principper gælder, uanset om sagen handler om indkomstskat, moms, afgifter eller told. Reglerne er alle at anse som en beskyttelse af borgeren/virksomheden og dermed en begrænsning af skattemyndighedernes adgang til at rejse krav samt givne procedurer, som skattemyndighederne skal følge, når de ønsker at rejse et krav mod en borger/virksomhed.

Det er i praksis overladt til borgeren/virksomheden selv at påberåbe sig alle disse skrevne og uskrevne forvaltningsretlige regler og principper. Da disse regler kan forekomme vanskeligt tilgængelige, er det ikke helt sjældent, at reglerne ikke bliver behørigt påberåbt i tilfælde, hvor borgeren/virksomheden kunne have haft glæde af det.

Som ekstern lektor i offentlig ret i mere end 25 år på Aarhus Universitet, har jeg et indgående kendskab de forvaltningsretlige regler. Det gælder også alle de uskrevne almindelige rets grundsætninger, som Højesteret har fastslået gælder alle forvaltningsmyndigheder og dermed også skattemyndighederne, uanset om de vil forhøje enten indkomstskat, afgifter, moms eller told.

Er du i tvivl om, hvorvidt det er relevant at påberåbe de almindelige forvaltningsretlige regler i en given konkret skattesag, er du meget velkommen til at kontakte mig til en uforpligtende og gratis drøftelse om dette. Dette gælder også verserende sager ved skattemyndighederne eller domstolene.

Privatlivspolitik Cookiepolitik Vilkår og betingelser