Skattesagen Torben Bagge
Hermodsvej 18, 8230 Åbyhøj
Borgergade 27, 8600 Silkeborg
Telefon: +45 73706270
Mail: sikkermail@skattesagen.com
Forretningsbetingelser
Nedenstående forretningsbetingelser gælder for den juridiske bistand og de ydelser, vi leverer til vores klienter, medmindre andet er aftalt skriftligt

Interessekonflikt
Vi påtager os ikke sager for klienter, hvor der er en aktuel eller potentiel risiko for interessekonflikt.
For at identificere mulige interessekonflikter og håndteringen af disse, har vi implementeret standardiserede interne procedurer og et omfattende system for kvalitetssikring.
Hvis der er nærliggende risiko for interessekonflikt, forelægges sagen uden ugrundet ophold for Skattesagens direktør Torben Bagge, der har det overordnede ansvar for konflikttjek.
Fortrolighed
Skattesagen Torben Bagge er forpligtet til at opretholde tavshedspligt vedrørende vores klienters sager.
Vi lægger stor vægt på at behandle alle oplysninger vi modtager, fra eller om vores klienter, med streng fortrolighed og omhu. Vores interne retningslinjer sikrer, at vi opretholder disse.
Derfor er alle vores medarbejdere også underlagt en udvidet tavshedspligt, og vi har stort fokus på sikkerhedsprocedurer for håndtering af fortroligt materiale.

Klientkonti og garantiordning
Skattesagen Torben Bagge har klientkonti i Nordea Bank A/S
I tilfælde af en banks konkurs er indskyderne dækket i henhold til lov om garantiordning for indskydere og investorer. Garantiformuen dækker en berettiget indskyders midler op til €100.000 (ca. 750.000 kr.). Dette dækningsmaksimum gælder for det samlede indskud i banken, uanset om pengene er fordelt på forskellige konti, herunder både klientkonti og egne konti.
Alle klientmidler, der betros os, forvaltes i overensstemmelse med Advokatsamfundets regler og indsættes på klientkonti.
Indestående på klientkonti hos Skattesagen, tilskrives renter – negative eller positive – i henhold til den til enhver tid gældende rentesats på vores klientkonti. Nærmere bestemmelser om forrentning af indestående på klientkontoen fremgår altid af klientkontoformularen, som modtages ved klientforholdets start.
Betaling og honorar
Advokathonoraret fastsættes ud fra flere forskellige parametre.
Vi tager hensyn til den medgåede tid, de involverede juristers specialviden og erfaring, opgavens kompleksitet og betydning for klienten, de involverede værdier, det opnåede resultat og det ansvar, der er forbundet med opgavens løsning.
Vores honorar er eksklusive relevante omkostninger og udlæg.
Det kan være svært at fastsætte et præcist honorar ved opgavens modtagelse, men vi gør vores bedste for at give dig en idé om sagens økonomiske omfang. Vi informerer altid direkte til, og så tidligt som muligt, hvis det samlede honorar forventes at overstige det aftalte.
Udlæg
Klienter opkræves separat for udlæg og andre relevante omkostninger i forbindelse med den leverede bistand.
Fakturering
Vi udsteder aconto fakturaer løbende og oplyser om vores tidsforbrug, så du altid har et klart overblik over økonomien.
Vi afregner med passende intervaller, oftest månedsvis eller kvartalsvis, medmindre andet er skriftligt aftalt.
Betalingsbetingelserne er otte dage fra fakturadato, og der tillægges moms efter gældende regler.
Vi forbeholder os dog ret til umiddelbart at afslutte vores bistand, hvis kreditten på vores fakturaer trods rykkere er væsentligt overskredet, eller hvis der indtræder insolvens hos klienten.
Forudbetaling
Som udgangspunkt anmoder vi om forudbetaling af udlæg, omkostninger og honorar.
Forudbetalte beløb indsættes på vores klientkonto og kan anvendes til at udligne kommende fakturaer og dække omkostninger, medmindre andet er aftalt.
Klager
Advokaterne hos Skattesagen Torben Bagge er underlagt Advokatsamfundets tilsyns- og disciplinærsystem
Advokaterne hos Skattesagen Torben Bagge er yderligere underlagt reglerne om god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126. Derudover gælder de advokatetiske regler. Reglerne for advokatvirksomhed kan findes på Advokatsamfundets hjemmeside advokatsamfundet.dk.
Den 1. oktober 2015 trådte et nyt forbrugerklagesystem i kraft. For vores klienter betyder det, at såfremt der opstår en uoverensstemmelse i vores samarbejde, har de mulighed for at klage til Advokatnævnet. Det kan du læse mere om her.
I tilfælde af tvist om salær opkrævet af Skattesagen Torben Bagge og/eller utilfredshed med en af vores advokaters adfærd, kan klienten klage over salærets størrelse og/eller adfærden til Advokatnævnet. Nævnet er en uafhængig klageinstans oprettet under Det Danske Advokatsamfund, jf. retsplejelovens § 144, stk. 1. Læs mere om Advokatnævnet her.
Klagenævnets kontaktoplysninger
Advokatnævnets sekretariat
Kronprinsessegade 28
1306 København K, Danmark
Email: postkasse@advokatnaevnet.dk
Ansvar
Ansvarsbegrænsning og forsikringsdækning
Alle vores advokater er beskikket af Civilstyrelsen i Danmark samt medlemmer af Advokatsamfundet og vil altid fremgå på Advokatnøglen.
Skattesagen Torben Bagge har tegnet en ansvarsforsikring hos Codan, som også har stillet en lovpligtige garanti. Ansvarsforsikringen og garantien er tegnet i overensstemmelse med Advokatsamfundets regler.
Ansvarsforsikringen dækker al advokatvirksomhed, uanset hvor den udøves.
Vores ansvar i forbindelse med juridisk bistand er begrænset til maksimum DKK 2,5 millioner. Den samlede erstatning, som en klient er berettiget til at modtage, og som vedrører samtlige de af klienten rejste krav i ét kalenderår, kan heller ikke overstige DKK 2,5 millioner.
Skattesagen Torben Bagge dækker ikke økonomiske følgeskader, herunder driftstab, tab af data, mistet fortjeneste, mistet goodwill, forringelse af image m.v. eller andre former for indirekte tab.
Skattesagen Torben Bagge og vores medarbejdere hæfter ikke for eventuelle fejl begået af rådgivere, som Skattesagen har henvist klienten til.
